Dedikationens højtid, Kyndelmisse, Imbolc - 1. februar

Dedikationens højtid blev af kelterne kaldt Imbolc, og vi har den tilsvarende højtid i den kristne tradition under navnet Kyndelmisse. Kyndelmisse, kandelabermesse, kommer af ordet candlemass, der betyder lysmesse, lysenes fest. Det har gennem lange tider været en vigtig kristen højtid, hvor man fejrede Julens afslutning og overgangen til Påskeforberedelserne. Kyndelmisse falder den anden februar, hvor alt i det ydre stadig er koldt, og hvor frosten ofte hersker. Ikke desto mindre er vigtige processer begyndt at finde sted, og højtiden markerer i virkeligheden vinterens afslutning og forårets spæde begyndelse. Naturens spirende og voksende sæd har nu fæstnet rodnettet og i sin allertidligste form skubber de første spirer sig op gennem jordens overflade til dagslyset og de åbne vidders indflydelse. Hele den forudgående skjulte vækst ses nu i sin første synlige form, og den ydre manifestationsproces tager til i kraft og vitalitet. For menneskets vedkommende er det erkendelsen af Kristuslysets flamme, som tiltager i styrke i hjertets tempel. Lyset kan nu ses og værdsættes, og som en følge af denne synliggørelse kan sjælen dedikere sig til at tjene det, så det i tidens fylde kan stråle i herlighed.

Imbolc blev også kaldt Oimelc og senere Brigantia i højtideligholdelse af "bruden" eller jomfruen Brigit, der var keltisk ildgudinde. I den kristne tradition fejrer man her Herrens fremstilling i templet, synliggørelsen af det lille Jesusbarn, som i tidens fylde skal fuldbyrde kærlighedens visdom i selvopofrelsens dåd.