Løftets højtid, Påskefest, Antaroc - 21. marts

Ved forårsjævndøgn, hvor Solen nu har lige så stor magt som mørket, vågner alt til vibrerende liv og vækst efter vinterens søvn. Det er en løftets tid, en tid for løftet om kærlighed og livets fuldbyrdelse. Den dynamiske, manifesterende energi vækkes i mennesket, og visionen om kærlighedens fuldbyrdelse rejser gralsridderen til dåd. Hvert eneste menneske er gralsridderen i sin vorden, der er under uddannelse til tjeneste for Det Højeste.

Løftets højtid blev af kelterne kaldt Antaroc, og den er intimt forbundet med jødernes påskefest og den kristne Påske. Påsken er altid den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. I den kristne tradition forbinder vi oftest korsfæstelsestemaet med Påske, men i realiteten er denne store højtid en række af begivenheder, der hver især har deres betydning i helheden. For menneskets vedkommende er det nadvertemaet, der er i centrum. Gralen løftes af Kristus frem for disciplenes åsyn i løftet om herlighedens fuldbyrdelse. Ved at drikke kærlighedsvinen og spise erkendelsens brød vil disciplene blive ligedannede med Kristus. Måltidet er her et forvarsel om det, der senere vil realiseres på den enkeltes vej.

For mennesket præsenteres da det drama, som det selv senere skal erfare, nemlig Getsemane-begivenheden, forhøret, domfældelsen, tornekroningen, korsfæstelsen, gravlægningen og opstandelsen. Kristus går forud for mennesket, bliver rosen på korset og lader forjættelsens gral blive fyldt af Josef af Arimathea, der står ved korsets fod og opsamler det blod og vand, der flyder fra Kristi side. Da rejser kærlighedens herre sig ind i herligheden som den fuldkommengjorte lysblomst. Alt dette skuer mennesket i et mægtigt panorama, og løftet aflægges om, at det selv vil gå den samme vej.

I naturen, såvel som i mennesket, vokser ungdommens flammekraft i styrke, og sjælens kalk, nadverbægeret, fyldes med lyset fra højderne, ligesom forårets blomster åbner sig for Solen. Kristi offergerning er den store vision for vandbæreren, der bekræfter sin dedikation i lysdåben ved denne tid. Livets vibrerende opvågnen efter vintersøvnen, blomsterknoppernes opadrettede bønsgestus og luftens liflighed giver håb om kærlighedens fuldbyrdede liv forude. Inden i den søgende rejser længslen efter fuldbyrdelse sig. Et glimt af de fremtidige muligheder ses, og idet mennesket som brud eller jomfru holder den hellige gral, nadverkalken, aflægges kærlighedsløftet. Ridderen begynder i oprigtighed sin søgen, ligesom ungdommen på denne tid begynder at kurtisere i længslen efter modsætningernes forening. Det er håbets og visionens tid, tiden, hvor håbet om fuldbyrdelse næres.